3 tegn på at man er virkelig træt

#1 Når man starter dagen med at hælde havregryn i kaffefiltret i stedet for kaffe. Til mit forsvar er de opbevaret i ens bøtter! Dog ret gennemsigtige, da de er af glas.

#2 Når man hårdnakket bliver ved med at påstå, at man altså ikke har bilnøglen, når vi står og er halvvejs ude af døren, hvortil kæresten spørger, hvordan pokker jeg så har fået sat begge unger ind i bilen. Good point. Den var i min lomme.

#3 Når man kører hele vejen fra ungernes institution til Rema og hjem igen og først i indkørslen op til vores hus opdager, at man har hørt en eller anden CD med børnesange OG sunget med hele vejen på hits som “Bro bro brille” og “Op du lille Ole”.

Grunden til min træthed er, at jeg var ude i går. Uuuuuuuh det var vildt. Jeg mødtes med tre gamle studieveninder fra 19 til 22 til en burger på Cock’s and Cows. Og jeg sprang pænt milkshaken over og tog en danskvand i stedet, selvom det dæleme var svært! Nå, men i dag er jeg simpelthen bare så træt. Måske også fordi jeg cyklede både frem og tilbage til arbejde og bagefter frem og tilbage til burger-daten. Alt i alt knap 35 kilometer.

Kan godt mærke i dag, det ikke er så tit, jeg kommer ud. Og så skal jeg det endda igen på lørdag. Men jeg glæder mig! Det er jo altid sundt – og sjovt – at stikke hovedet af  ud af sit strudsehul engang imellem og se nogle andre mennesker.

Nå, men husmoder-gerningerne passer jo ikke sig selv, så jeg har i dag på min fri-dag været i fuld gang med rengøring og så har jeg lavet æblemos og müsli, så vi har lidt lækkert at putte på yoghurten eller havregrøden hen over weekenden. Lille V elsker den yoghurt han får i vuggestuen til eftermiddagsmad engang imellem med lækker topping på. Det var faktisk det første han fortalte, da jeg hentede ham i mandags efter ferien; at han havde fået sin elskede yoghurt – og kørt på sin elskede grønne trakter. Så derfor må jeg liiiige stramme mig an for at diske op med noget godt herhjemme også. Selvom det altså er ret så svært at konkurrere med al det spændende mad, de får i deres institutioner (det er ren gourmet!).

Og så har jeg da også haft tid til at lave mig selv en rigtig luksus-frokost: Tunmouse med masser af grønt og æg. Mums! Nu er jeg så også klar til at hente, ikke bare to unger, men fire! Tulle skal nemlig ha’ TO bedsteveninder med hjem i dag, og der er beordret fredagsslik til Disney Sjov’en, så det kan kun blive en fest 🙂

God weekend!

Dele?Share on FacebookShare on Google+Tweet about this on TwitterShare on LinkedIn

En tanke om "3 tegn på at man er virkelig træt"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*