Best of 2016 – And what’s coming in 2017

Vi har for tradition nytårsaften at tage en runde om bordet, hvor alle får lov at dele, hvad de synes, der var det bedste, største eller mest spændende i 2016, og hvad de forventer, det bliver i 2017.

For mit vedkommende kommer 2016 helt sikkert til at være året, jeg vil huske som det, hvor vi blev husejere. Da vi gik ind i 2016, vidste vi allerede, at vi den 15. april ville stå med nøglen til vores lille Parceller, så hele første halvår kredsede sådan set om det. Det var en vild følelse at give den gamle husejer, som havde boet der i næsten 50 år, et kram og lukke døren efter hende og hendes tårevædede øjne og pludselig vide, at det var vores, vores, VORES! Jeg kan huske, jeg lovede hende, at vi ville passe godt på huset, og det synes jeg også vi har indfriet indtil videre.

Men den efterfølgende måned blev også en lidt hård periode, for da vi skulle aflevere nøglen til vores gamle lejlighed den 29. april var huset på ingen måder indflytningsklart. I en uge var vi faktisk ’hjemløse’ og overnattede hos venner og familie, samtidig med at vi knoklede ude i huset, så tit vi kunne komme til det. Vi fik faktisk også alle sammen en gang Roskildesyge midt i det hele. Det var ikke en nem periode med to små børn, jobs, husrenovering og flytning, men vi kom igennem med hjælp fra vores skønne familie og dejlige venner, og i dag er vi så glade for, at vi tog en ordentlig tørn, og fik gjort alle de ting vi gjorde, inden vi rykkede ind.

Og hvad bringer 2017 så? For en gangs skyld er jeg jo ikke gravid, så ingen babyer (absolut ikke!) i 2017, og der er ingen større livsomvæltninger såsom jobskifte eller bryllup i sigte for os. Tulle skal selvfølgelig starte i skole, og DET er spændende (og ret vildt at vi kommer til at have et skolebarn!), men jeg tror det jeg lige pt ser allermest frem til i 2017 er vores sommerferie, hvor vi skal på en tre ugers køretur ned igennem Europa. Og så er jeg da også spændt på, hvor det her bloggeri ender henne. Jeg har aftalt med mig selv, at jeg giver det et år, og så revurderer hvad det egentlig er, jeg vil med den.

Jeg håber, I derude har haft et fantastisk 2016, og at I får et endnu mere fantastisk 2017!

GODT NYTÅR, FOR FA’N!!!

Dele?Share on FacebookShare on Google+Tweet about this on TwitterShare on LinkedIn

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*