sukker og børn

Børn og sundhed: Om sukker, gode vaner & lidt nye boller på sukkersuppen

Kombinationen af sukker, børn og sundhed er som oftest et sprængfarligt emne og et som folk har meget forskellige holdninger til. Og jeg har selvfølgelig også en.

sukker og børn

Jeg vil ikke sige, jeg er sukkerfanatisk når det kommer til mine børn. Lidt sukkerforskrækket måske, men bestemt ikke fanatisk. Mine børn får både slik, chokoladekiks, kage og sodavand i ny og næ. Vi har et princip om, at hverdagene helst skal være sukkerfri, og i weekenden får de så noget lækkert. Det kan både være helt traditionel slik til Disney Sjov’en, et par glas cola til aftensmaden, en is i tivoli, men alleroftest bager vi en kage eller noget andet lækkert. Jeg elsker at bage selv, for så ved jeg præcis, hvad der kommer i og jeg kan nedjustere sukkermængderne lidt og vælge økologiske og gode råvarer.

Det er ikke så meget sukkeret i sig selv, jeg ikke kan lide at mine guldklumper indtager. De er lige skøre, om de får sukker eller ej. Det er mere det, at de der tomme kalorier, som slet ikke indeholder noget næring, optager pladsen for næringsrig, rigtig mad.

Da jeg forleden blev nødt til at tage begge unger med ud at handle i ulvetime + myldretid, der bestak jeg dem med chokoladekiks for at komme nogenlunde helskindet igennem, og selvom de “kun” fik 3-4 stykker hver (+ en smoothie skal det siges), så spiste de stort set ingen aftensmad.

Vi er generelt set meget bevidste om, at give nogle gode madvaner videre til vores børn. Vi drikker altid vand – eller mælk engang imellem – til måltiderne, ligesom vi serverer en god portion grønt eller en salat til alle måltider, også selvom det så kun er en snoldet gang ærter fra fryseren. Der skal ligesom bare være noget grønt. I ulvetimen når jeg laver mad og ungerne ikke kan vente på at den bliver færdig, får de som regel en skål med peberfrugt, gulerød, agurk, blomkål eller tomat. Og hvis de er småsultne, som de kalder det, mellem måltiderne, får de lidt nødder og rosiner eller en smoothie.

Pt er vi så lidt ekstra udfordrede på sundhedsfronten i forhold til Tulle. For når man er SFO-barn, så er der pludselig ingen restriktioner på hvad, og hvor meget børnene må dele ud, når de har fødselsdag/skal på ferie, ej heller hvad de må ha’ med i madpakken. Så ret mange gange om ugen kommer Tulle hjem med en madpakke, hvor grøntsagsstavene og frugten ligger tilbage. Når jeg spørger ind til det, er det altid fordi hun “ikke var sulten”, som oftest fordi de har fået muffins/flødeboller/kage/popcorn i fritteren.

Jeg har også en ide om, at hun smager lidt på venindernes mad, hvoraf mange, som jeg forstår det på Tulle, har boller med med chokoladestykker (scones),  yoghurt fyldt med sukker eller mælkesnitter. Og det har hun altså ikke. Jeg sørger altid for der er lidt sødt i madpakken, men som regel er det bare en håndfuld nødder og lidt rosiner, eller en frugtstang, hvis jeg rigtig skal flotte mig. Omend hun plager om at få det andet med. Og det kan jeg da godt forstå, hvis alle de andre har det.

Derudover er hun jo altså en populær lille dame, som render til diverse legeaftaler hele tiden, og der ved jeg af gode grunde  ikke hvad hun stopper i hovedet.

Det går mig sindssygt meget på, kan jeg mærke, for pludselig har jeg ikke rigtig længere vished om og kontrol over, hvad hun spiser. Hun er jo ikke i nærheden af at være hverken for tyk eller tynd, men jeg vil jo helst, at hun får god sund mad, så hun vokser som hun skal, og i øvrigt har energi og overskud til dagene. (Jeg ved om nogen hvordan sukker dræner mig for energi – det kan du læse mere om her og her).

Derfor har jeg besluttet mig for, at weekendguffen herhjemme skal bestå af lidt sundere alternativer. Det vil også kun være godt for os voksne, som jo bestemt ikke har godt af alt det snolder, vi kører indenbords i perioder.

Så i dag har jeg lavet romkugler, som Tulle kalder dem, som egentlig bare er daddelkugler i en luksusudgave med lidt hakket mørk chokolade. Så kan vi hive dem frem hen over weekenden, når vi trænger til lidt sødt, eller putte et par stykker i madpakken i næste uge (for jeg har nemlig ingredienser til en portion mere). Selvfølgelig skal der stadig være plads til en is, når vi skal i Tivoli (hvilket vi faktisk skal her i weekenden), og cola og chips når vi har gæster, men hvis bare vi kan erstatte lidt af det usunde med noget lidt mere nærende, så er jeg glad.

Og hvilke børn ville ikke synes det her var lækkert til Disney Sjov? Mine vil i hvert fald…

Dele?Share on FacebookShare on Google+Tweet about this on TwitterShare on LinkedIn

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*