Den der iPad – forbandelse eller velsignelse?

iPad’en. Da-da-da-duuuuuummmmm! Nogen gange bander vi den langt væk. Andre gange er den et uundværligt redskab i en travl hverdag.

Ligesom så mange andre børn, er vores forbrugere af iPads, og især Tulle kan nok betegnes som storforbruger. Hun bruger i snit nok i hvert fald en time foran sin iPad hver eneste dag. Nogle dage bruger hun måske to timer, og andre dage bruger hen den slet ikke. Hun ser primært netflix eller youtube, men nogen gange spiller hun også spil, f.eks. Tamagotchi-agtige spil hvor hun skal passe et dyr, eller spil hvor hun skal lave mad, klippe hår, eller agere læge. Viktor trykker bare rundt på det hele, men er da begyndt at kunne se lidt tegnefilm eller spille et par spil.

Tulle har været en haj til det, siden hun var helt lille. Da hun var 8-9 måneder kunne hun allerede navigere nogenlunde rundt på en tablet. Da hun var lige omkring et år, deltog vi i et studie af iPad og apps til små børn, hvor vi havde en forsker ude at observere Olivias brug af iPaden, og hvordan hun navigerede i de forskellige apps, som forskeren præsenterede hende for. Hun fik højeste score og endte i kategorien “Superbruger”. Som 1-årig!

Som mange andre forældre, opfatter jeg iPaden som et af fremtidens væsentlige teknologiske redskaber, og derfor som en uundgåelig del af børnenes liv. Jeg forestiller mig, at hvis de ikke kan håndtere sådan en – eller en iPhone for den sags skyld – når de kommer i skole, er de allerede der sat tilbage. Jeg ved, at Tulle for eksempel skal kunne logge sig selv ind og ud på en tablet til foråret, når hun skal i SFO.

Men det er ikke kun for teknologiens skyld, at børnene skal kunne bruge dem. Jeg tænker også, at rent socialt vil de børn der ikke kan det på nogen måder stå udenfor fællesskabet. Det er synd –  især for de forældre der ikke har råd til en tablet –  men heldigvis findes der jo mange gode tilbud f.eks. om at låne en på biblioteket, som de forhåbentlig kan gøre brug af.

Men det er sjovt, som vi lærer og opfordrer børn til at bruge dem, for så at lægge beslag på dem igen (akkurat ligesom med en sut, og det er nok ikke en helt skæv sammenligning). Vi har for eksempel prøvet at få Viktor til at se iPad, siden han var helt lille, men det er først nu som 2-årig, at han kan sidde lidt med den og slappe af. Og nu skal vi så til at holde øje med, at han ikke ser for meget!

Jeg indrømmer blankt, at det da er fandens praktisk, at man lige kan stikke dem iPads’ene, når man står alene med to børn og skal bikse noget aftensmad sammen, og de absolut ikke kan og vil hverken enes eller lege hver for sig. Og i de situationer er jeg absolut ikke bleg for at bruge den teknologi, vi nu engang har til rådighed.

Men samtidig tager det nogen gange også overhånd. Som for eksempel når Tulle som det første når hun kommer hjem, hiver iPaden frem og smækker sig ned i sofaen. For når hun sidder med den, kan man simpelthen ikke trænge igennem. Hun er helt lost i den skide iPad, og det driver mig til vanvid, når man skal stå og nærmest råbe hende ind i hovedet, om hun vil med ind og lege på værelset, og man stadig ikke får nogen respons.

Derfor gemmer vi i perioder  iPads’ene væk, og tager dem først frem, når vi synes, at nu må de godt sidde og slappe lidt, for det har de selvfølgelig også brug for, ligesom vi voksne har. Og der er iPaden virkelig god til at få dem ned i gear. Det er typisk efter aftensmad og bad, at de får dem. Men vi har også klare regler om, at når man har legekammerater med hjem, hvilket Tulle ofte har, ser man ikke iPad. Vi har dem heller ikke med når vi er ude til diverse arrangementer eller på besøg hos nogen. Det ser jeg, at andre børn nogen gange har, og så sidder de bare og glor ned i dem, mens resten af børneflokken løber og leger, og der må jeg indrømme, der forstår jeg virkelig ikke, at forældrene ikke sætter nogen grænser.

Hos os er det også meget sæsonbetonet. I vintermånederne sidder de bare mere med dem, fordi vi er ‘lukket inde’ de fleste eftermiddage og aftener. Men i sommers var der dage, de slet ikke brugte dem, fordi vi var ude i haven til langt ude på aftenen, eller gik aftentur i stedet for at sætte os i sofaen efter aftensmad.

Jeg har hørt eksperter udtale sig om, at børn ikke får noget læring ud af sådan en fætter, men der må jeg bare være uenig. Olivia kan f.eks. en del engelske ord, som hun udelukkende har lært på iPad’en. Viktor er ferm til at lægge puslespil. Noget han først lærte på iPaden, derefter in real life. At de så ikke træner deres finmotorik og den slags, det er noget helt andet. Men sådan rent hjernemæssigt, tror jeg bestemt, der er noget læring at hente.

Jeg er heller ikke bange for, at de ikke kan begå sig socialt, eller at de ikke lærer empati eller den slags dommedagsprofetier, som nogle “eksperter” er ude i.  Den slags overforbrug er vi slet ikke ude i her, og jeg tror virkelig, at det er i de færreste hjem, at det står så grelt til. Vores børn har masser af real-life interaktion med både  børn og voksne.

Jeg tror som sagt ikke, at det er hensigtsmæssigt helt at forbyde tablets – i hvertfald ikke for os. Men jeg tror også, at forældre skal sætte nogle rammer og nogle grænser for hvordan – og ikke mindst hvor meget – børn skal bruge dem.

Hvordan gør I hjemme hos jer?

Dele?Share on FacebookShare on Google+Tweet about this on TwitterShare on LinkedIn

En tanke om "Den der iPad – forbandelse eller velsignelse?"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*