Forbandede bil og noget om nærdødsoplevelser

Nu er jeg ikke ligefrem den overtroiske type, men jeg tror dæleme der hviler en forbandelse over vores bil – ja sgu!

I går da J kom hjem fra arbejde, kom han ikke ind af døren, som han plejer, så vi stak hovedet ud for at se, hvor han dog blev af, og med det samme kunne jeg konstatere at hans ellers solbrune ansigt var ligblegt. Da han viste mig hvorfor, fik mit ansigt samme farve.

Han var kørt hjem på et bildæk der var lige ved at falde af! Ud af de fem bolte der plejer at sidde og holde dækket, var kun to tilbage. Bilen havde rystet hele vejen hjem, og det var rent held han ikke havde mistet et hjul på vejen. Et øjeblik var vi helt overbeviste om, at vi var blevet offer for en af de der idioter der går og skruer bolte af bilerne for tiden, men vi ræsonnerede os hurtigt frem til, at det eneste tidspunkt det kunne være sket, ville være i et tidsrum på ti minutter lige foran Viktors vuggestue samme morgen. Og det var simpelthen for usandsynligt, da der altid er mange mennesker og desuden er vores bolte sat på med trykbor.

Mere sandsynligt var det, at vores værksted havde lavet en fejl, da de monterede vores sommerdæk i fredags (ja ja, jeg ved det er juni! Vi er lidt sløve i optrækket med den slags ting). Heldigvis abonnerer vi på Dansk Autohjælp, så dem måtte vi jo så ringe til, da vi jo ikke engang turde køre den til et værksted, og de kom da også inden for et par timer og fiksede det. Det viste sige, at værkstedet havde lavet en bommert af en anden verden, da det var de helt forkerte bolte vores mekaniker (eller nok nærmere hans lærling, tænker jeg) havde skruet på, og at alle fire dæk kunne have rullet af, hvornår det skulle være. De sad nærmest ikke fast!

Jeg må sgu indrømme, jeg stadig er lidt i chok. Heldigvis har vi næsten ikke kørt siden dækkene blev monteret, men tænk nu hvis J og jeg havde taget bilen til konfirmation i lørdags, som vi snakkede om, og var trillet ud på motorvejen. Eller endnu værre, hvis vi alle fire havde taget på tur, og det værste var sket. Jeg tør sgu næsten ikke tænke på det!

Denne gang var det så ikke bilens skyld. Men det er ikke første gang, vi har haft en nærdødsoplevelse i den. For to år siden, da vi rullede hjem ad den tyske motorvej med vores to guldklumper på bagsædet efter en skøn sommerferie i Italien, svigtede den os pludselig fuldstændigt, da motoren gik ud midt i en 150-kilometers overhaling i det yderste spor. Heldigvis har J, som var chauffør, god reaktionsevne og fik os trillet ind af en afkørsel som til alt held dukkede op lige i det rette øjeblik, på trods af at rattet låste sig helt fast, og han næsten ikke kunne dreje ind.

Så sad vi der på en tysk rasteplads med en seks-måneder gammel baby og en tre-årig (og en mor her der var helt i chok!). Nå, men vi ringede til J’s far, til værkstedet, til en Citroën forhandler og en masse andre, som prøvede at hjælpe på bedste vis. Vi fik at vide, at vi skulle prøve at tænde igen, køre videre, og hvis den gjorde det igen – prøve at tænde motoren, mens vi trillede. Vi fik tændt bilen igen, kørte stille og roligt videre, men på et tidspunkt gjorde den det fileme igen. Denne gang var der ingen afkørsel, så vi trillede ud i nødsporet, for det der med at tænde igen mens vi trillede, gad bilen ikke. Den skulle åbenbart helt ned at holde stille, før den kunne starte igen. Det var yderst ubehageligt at holde der med vores guld i bilen, mens biler og lastbiler susede forbi i rasende fart en meter fra os. Efter lidt tid tændte vi igen, kørte af motorvejen, og guidet af svigerfar på telefonen fandt vi et værksted som vi håbede kunne hjælpe. Det kunne de ikke. Eller de gad nok ikke. I hvert fald var der ikke noget at gøre, de havde travlt, så vi måtte bare køre afsted og håbe på det bedste, efter formaninger fra diverse mekanikere som vi ringede hjem til, om at det ikke var noget farligt, bare ubehageligt.

Det blev så alligevel pænt farligt, da bilen valgte at gå i stå en sidste gang, da vi havde kørt et par hundrede kilometer mere uden problemer. Denne gang på den snoede del af motorvejen nær Kasselbakkerne, hvor der IKKE var nødspor. Jeg har stadig mareridt om det altså! Pludselig holdt vi der helt stille på motorvejen midt i et sving, og jeg forventede hvert sekund, at en lastbil ville tordne rundt om hjørnet og hamre ind i os med et brag. Det var rædselsfuldt! Jeg sad bagi med ungerne med et stift blik bagud og var klar til kaste mig over dem for at beskytte dem mest muligt. Heldigvis var det vågne bilister der var på vejene den dag, og de så vores katastrofeblink i tide og trak ud, og efter et par sekunders stilstand kunne J så starte motoren igen og køre videre. Det var muligvis de længste sekunder i mit liv, og jeg kunne mærke hjertet hamre så voldsomt i mit bryst, så jeg næsten troede det ville hoppe ud.

Hold nu op en lettelse, da vi trillede ombord på færgen der skulle bringe os til Danmark. Dagen efter kørte J bilen på værksted. Det viste sig, at det var dieseldysserne den var gal med. Kan ikke helt huske, hvad det var. De blokerede vist på en eller anden måde for brændstoftilførslen. I hvert fald sagde de vi havde været ekstremt heldige, at vi overhovedet havde kunne starte bilen, for ikke at nævne, at køre hele vejen hjem.

Og det er bare de to ’store’ problemer vi nu har haft med den bil. Vi har haft den i fem år, den har næsten ikke kørt nogen kilometer, og alligevel har vi fået skiftet aircon-systemet – det virkede ikke første gang vi kørte til Italien. Tal om at være svedig! –, motoren i førervinduet – det kunne ikke åbne -, kuglelejet, nogle skiver af en art og en hel masse andet jeg ikke kan huske. Bare det at skifte pærer i lygterne er så kompliceret, at bilen skal hejses op, og der skal bestilles særlige reservedele hjem every freaking time. Vi har simpelthen smidt så mange penge i den bil snart, så det er fuldstændig grotesk!

Jeg tænker, at vores bil-’uheld’ snart må være sluppet op, og at vi nu har fået ordnet alt der er at ordne på den. I hvert fald skal vi jo på køreferie ned gennem Europa her til sommer, så jeg er altså ikke helt glad, det er jeg ikke. Jeg havde egentlig svoret, vi ikke skulle på bilferie før vi en dag havde skiftet bilen ud, men det er nu altså bare sådan en fed ferieform med børn, og vi kan da for pokker ikke blive ved med at være så uheldige med den bil – kan vi?

Dele?Share on FacebookShare on Google+Tweet about this on TwitterShare on LinkedIn

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*