Fra kærester til mor & far til skilsmisse – Gi’r vi for let op?!

Nu siger jeg lige noget, som nogen nok vil være uenig i. Men ikke desto mindre synes jeg, det er et ret væsentligt spørgsmål i den her ‘zapper’-tid, hvor vi kasserer det vi ikke længere kan lide og hopper videre til det næste efter forgodtbefindende, hvad end det er materielle ting, arbejde eller partnere. Og det er netop det sidste det her indlæg handler om, for jeg synes desværre jeg ser en tendens til at par med børn giver op på deres forhold uden andre grunde end “Vi var ligesom gledet fra hinanden” eller “Jeg synes ikke rigtig han/hun gav mig det jeg lige behøvede mere” og så videre. Og helt ærligt, jeg synes det er for tamt. Jeg synes simpelthen folk giver alt for let op på deres forhold! Og det er en synd og skam, når der er børn involveret.

I går aftes sad vi i sofaen klar til at trykke start på netflix’en, og så kom vi pludselig til at tale om, at vi egentlig gør det ret tit. Altså sidder i sofaen foran flimmeren de fleste aftener. Og om vi egentlig synes det var ved at blive lidt kedeligt i længden. Vi blev enige om, at det var det ikke. At vi faktisk har brug for det lige nu, hvor vi stadig bøvler med natteroderi, og børn der suger ret så meget energi ud af  os (de gi’r os selvfølgelig også energi, men det er en helt anden snak). Men vi blev også enige om, at hvis vi stadig sidder sådan om 10 år, så keder vi os nok en smule.

Og så trykkede vi start på flix’en, mens vi holdt lidt i hånd under dynen. Og jeg tror, at i den lille samtale ligger meget af nøglen til, hvorfor vi har et – efter min mening – forholdsvist sundt forhold. Vi ved nemlig godt, at den her tilstand som vores forhold er i pt. er en midlertidig af slagsen. Vi har små børn, der sover af helvedes til for Christ’s sake. Vi er trætte! Vi orker helt ærligt ikke lange, dybe samtaler over en flaske rødvin, når ungerne er lagt. Vi har sådan set bare brug for at koble af.

For nylig så jeg, at en gammel bekendt på Facebook havde lavet et opslag, hvor han skrev, at han og konen skal skilles. At de stadig elsker hinanden, men at det bare ikke fungerer mere. De har to børn der er jævnaldrende med vores. Og det var dem, de to børn, jeg tænkte på først. For øv hvor er det dog synd, at de børn nu får smadret alt det de kender som deres trygge hverdag og sådan set på mange måder skal vænne sig til et helt nyt liv. Jeg har set børn gå igennem den slags, og det er ikke kønt. De kommer igennem, ja selvfølgelig, men hvis det kan undgås, og forholdet reddes, så er det da langt bedre. Nu kender jeg jo ikke den eksakte baggrund, men jeg tænker bare, at der måske var en mulighed for at det kunne blive godt igen, hvis man bare gav det lidt tid og opmærksomhed. For inde under joggingbukserne, det fedtede hår og hverdagsbrokkerierne, er jo faktisk den person du blev så forelsket i, at du besluttede dig for at I skulle ha’ børn sammen. Det må da betyde noget.

Jeg siger ikke, at man skal blive sammen for enhver pris. Hvis det handler om, at man ikke kan holde hinanden ud mere, er bundulykkelig i sit forhold, eller hvis der er utroskab, misbrug, vold og den slags ting inde over, så skal man da selvfølgelig gå fra hinanden. Selvfølgelig! Men hvis det er fordi, man synes man keder sig lidt i sin hverdag, at ens partner ikke helt er, som da man mødte ham/hende, ja så må man sgi’ da gøre noget ved det. Enten prioritere at snakke sammen, gå ud sammen og gøre nogen af de ting man gjorde, før man fik børn for at finde hinanden igen.

Eller – og det er er den mulighed vi har valgt – være sig bevidste om, at vores forhold ret meget handler om børn og slap-af-tid lige nu, og ikke så meget om dates og filosiske samtaler, og så acceptere det. Velvidende at vi med tiden igen vil få overskud til at være kærester frem for mor og far. Begge strategier kræver jo selvfølgelig at begge parter er med på den, for hvis den ene vil slutte forholdet, er der jo ligesom ikke så meget at gøre for den anden, uanset hvor meget man gerne vil kæmpe.

Jeg ved, at tingene ikke altid er så sort/hvide som jeg måske gør det til her. Men det her er nu engang mine tanker om emnet, og jeg er ikke helt uden erfaring i det. Mine egne forældre er skilt, og Thank God for det, for de var da slet ikke egnede til hinanden. Så det kan jo også være en rigtig god beslutning, men mange gange måske en lidt forhastet en.

Hvad synes du? Gi’r vi for let op nu om dage? Eller hvad?

Dele?Share on FacebookShare on Google+Tweet about this on TwitterShare on LinkedIn

7 tanker om "Fra kærester til mor & far til skilsmisse – Gi’r vi for let op?!"

  1. Jeg er så enig i det du skriver. I dagens verden er folk alt for forvente og det er lettere at gi op end at arbejde for det. Mange glemmer børnene i hele processen og også efter, desværre. Jeg læste en artikel for ikke så længe siden, om at man skulle blive sammen i de første 4 år efter barnet er født – det vil sige at den yngste skal være 4 før man beslutter at gå fra hinanden( hvis man vælger at få flere børn efter hinanden). Jeg kunne rigtig godt lide den tanke bag, da det oftes er de første år som forældre, som er de vanskeligste og der hvor man er mere mor og far end kærester. Har selv en dreng på næsten 2, og det er skide hårdt!! Vi har valgt at vi vil prøve at have nogle kæresteaftner i løbet af månden, hvor vi laver god mad og spiser efter vores søn er lagt, her er det no go med mobil og tv og vi skal bruge tiden på at snakke sammen og bare være kærester. Vi vil også satse på at kunne rejse min. 1 overnatning væk i året, vi bor i Norge og alle bedsteforældre bor i Dk, så vi får ikke sådan tid til at gå i bio eller ud af spise alene. Man er måske uenige om ting, og er trætte, men man bør tænke på sine børn som det første og på om man virkelig har gjort alt for at rede forholdet, før man går til beslutningen om at gå fra hinanden!!

    1. Tak for din kommentar, søde Michelle 🙂
      Det er da et virkelig godt råd, det der med at vente til den yngste er 4 år! For ja, den her periode står lidt på ‘undtagelsestilstand’ 😉
      Det lyder også som en rigtig god plan I har lagt hjemme hos jer, især når man ikke har barnepige lige ved hånden, hvilket vi iøvrigt heller ikke har, da de gamle stadig bor på Falster.
      Knus fra mig

  2. vi tager ikke op hvor slemt det er for børenen og hvor megte de lige og hvor ødelagt de blive under at far og mor bliv skilt ,de komme jo aldrig over det .de leve med det ,og en ting som er normalt er samfundetgå op i er det penge og der må da være flere penge i at forebygge retssager og advokater slåskampe mellem mor og far ,men det er nok ikke tilfældet .vi er så dålige til se på hver vi selv gør forkert og ikke gør for den anden i forhold ,et et eksempel hørt på mortens bar manden klage hver dag over kone ikke vil havde sex og hun stod snore lige ,men han var glemt at han kun tænke på at drikke hver dag på ferie og så lugt han af sved og var 90 kg for tung ,og det er ikke for at være efter ham men ,for har var sjov og dejlig at tale med ,det er ogsa dålige billede,men vi mænd bliv hurtig kedelig og og kvinder bliv for hurtig træt af far mor og børn, karakterisere kan man ikke det er kun det jeg har oplevet,jeg vil næste gøre alt for mit bbarn kom før mig og mit behov for se dem lykkelig give ogsa mig megte tilbage .moske skal man heller ikke bare tage den første og beste og for børn men vi har ikke tid at vente .så snart vi for lidt opmærksomhed er vi solgt ,

    1. Ja, det er bestemt også en god pointe; at man skal kigge lidt indad også i stedet for kun at se alt det negative ved ens partner. Tak for din kommentar Peter.

  3. Den gode skilsmisse. Hvorfor blive sammen for børnenes skyld? Jeg kender og lever selv i et vil jeg sige lykkelig skilsmisse. Og jeg kender heldigvis også mange andre der gør det.
    Sagen et at jeg levede et liv med en kone jeg elskede og 3 børn . Jeg elskede vores familie og som sagt også min kone. Vi skæntes ikke særligt ofte og vi gjorde noget ud af at have “kæreste tid”, men pludselig møder jeg en kvinde. Jeg bliver dybt forelsket i hende. Jeg har prøvet at blive små betaget af andre før, men hende her var noget specielt. Jeg indledte et forhold med hende (ja jeg var min kone utro selvom jeg stadig elskede hende og ikke følte vi manglede noget) men med den anden kvinde følte jeg en hel ny form for kærlighed og samhørighed. jeg var fortvivlet og efterhånden var jeg ofte ved min elskerinde i tankerne i stedet for at være 100% tilstede i familien. Jeg følte mig splittet, men jeg havde ikke lyst til at ødelægge min familie. For det er jo det vi hører. At man skader sine børn og ødelægger familierne når man får fra hinanden. Det gik dog op for mig, at jeg ikke kunne leve uden min nye kærlighed og at jeg måtte vælge. jeg valgte at fortælle min kone om det, men samtidig fortalte jeg hende, at min familie stadig var det vigtigste og at jeg ville separeres så vi jeg kunne træffe den rigtige beslutning, men at jeg ville gøre alt hvad hun bad om i forhold til at holde sammen på vores familie. Jeg har været heldig at min elskerinde bakkede mig op og forstod vigtigheden i at jeg var ved min familie en gang i mellem. og heldigvis var min kone med på at gøre det nemt for børnene.
    Vi har nu et dejligt xforhold hvor vi spiser sammen 2 gange om ugen som familie. Vi fejre jul sammen og fødselsdage. Jeg elsker stadig min x kone og det vil jeg altid gøre, men jeg har aldrig fortrudt at gå igennem den hårde beslutning. Jeg har nu en ny dejlig kone (min elskerinde) og et barn med hende også. Vi har 9-5 ordning men som sagt spiser vi sammen fast 2 fange om ugen og ofte mere. Mine to kvinder acceptere hinanden fuldt ud og ved at jeg elsker dem begge.
    Det jeg vil sige med min fortælling er, at selvfølgelig skal man ikke rende rundt og være egoistisk og bage blive gift og skildr uden at tænke på børnene. Men jeg syntes også det er forkert at blive sammen for en hver pris – også selvom det er “godt nok”. Jeg tror på, at man skal passe på med at gøre skilsmisse til noget slemt og i stedet se på det som en mulighed for at man kan blive mere lykkelige med en stor familie og arbejde hen imod det. Når det er sagt, så kræver det også et enormt arbejde og en meget stor forståelse fra ens partner og x.
    Vi har nu været skilt i 6 år og jeg har ikke fortrudt og mine børn har heller ikke givet udtryk for andet end at de er glade for deres bonus mor og søster.

    1. Hej Kristian, tak for din kommentar. Hvor er det fantastisk, at I har fået det til at fungere, og sætter børnene og deres samvær med jer før jeres egne konflikter. Og jeg synes da, du har helt ret; man skal da ikke blive sammen kun for børnenes skyld, og hvis man bli’r stormende forelsket i en anden, ja så er der jo ikke så meget man kan gøre ved det. Det lyder som om du har haft dine grunde, og at du og din ekskone ikke er gået fra hinanden på grund af at jeres forhold var i “det-er-hårdt-at-have-små-børn”-stadiet men reelt fordi du følte, du ville blive lykkeligere i et andet forhold. Og den mavefølelse skal man da bestemt ikke ignore! 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*