Kom og se Tulles tøseværelse

I anledning af at Tulles værelse i dag er ryddet op, og at solen skinner, tænkte jeg, at det var tid til at vise det frem (Viktors værelse kan du se her). Børneværelserne her i Parcelleren er jo ikke særligt store, så derfor gælder det om at få det bedste ud af dem og udnytte pladsen mest muligt til deres bjerg af legetøj.

Det allerbedste vi gjorde herinde, var at sætte det her smukke retro tapet fra Retrovilla op. Og selvom en del var lidt skeptiske, blev det simpelthen så fin en kontrast bagved den skønne halvhøje seng (fra Et Hjem). Og så matcher de brune nuancer i det så fint alle Tullens lyserøde dimser.

Vognen for enden af sengen fra IKEA er genial til alle hendes bøger. Vi læser MANGE bøger.

Er det ikke bare smukt? Havde lyst til at plastre hele huset ind i det dengang jeg så Tullens, men den gik altså ikke.

Nedenunder sengen er der så et hulrum, som vi har fået lavet til en hyggelig kiosk/cafe/sminkebod/frisør-hule. Der bliver virkelig leget flittigt derinde, når veninderne er på besøg.

Den første ting Tulle sagde, dengang hun så sit tomme værelse første gang, var at hun gerne ville ha’ et skrivebord foran vinduet. Så det skulle hun da selvfølgelig have. Vi fandt det brugt på DBA og malede det hvidt. Det er et fedt sted for hende at sidde og nørkle med et eller andet, når hun vil være lidt i fred for lillebror. Kassen med prikker og de små skuffer er et IKEA hack, malet med lidt maling fra Søstrene Grene og tilsat wallstickers fra Ferm Living. Enkelt og billigt med fin effekt.

Bag ved døren er et indbygget skab som er malet sart lyserødt (og der kan være MEGET inde i det. Heldigvis). Reolen på billedet herunder fra Normann Copenhagen, som stod i vores køkkenalrum i lejligheden, passede ikke rigtig ind nogen steder i den nye stue, så den fik lov at komme herind og rumme alt det legetøj, hun leger mest med.

Som det nok ses, er Tullen en rigtig tøsepige, der elsker lyserød, glimmer, tasker, sko, kjoler og alt hvad der hører til den slags. Hvis det stod til hende alene, var hele værelset sikkert plastret ind i Frost. Men heldigvis får jeg stadig lov at bestemme en lille smule, og hun – og vi andre – er faktisk rigtig glade for resultatet 🙂

Dele?Share on FacebookShare on Google+Tweet about this on TwitterShare on LinkedIn

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*