Da mit barn (næsten) forsvandt!

photomania-c04d46bf39c97ed7bfc0500f025c6838

En helt almindelig eftermiddag blev i dag pludselig til en ret dramatisk én, da Viktor pludselig var ‘forsvundet’ fra sin vuggestue!

Glad og fro kom jeg ind på vuggestuens legeplads for at hente lillemanden. Jeg kunne se de andre børn og en pædagog fra hans stue sidde i sandkassen, men ingen Viktor i umiddelbar nærhed. Han tuller tit rundt og leger sin helt egen leg et andet sted, så det tænkte jeg ikke så meget over. Men efter en runde på legepladsen, som er ret firkantet og uden særlig meget beplantning og blinde vinkler man kan gemme sig i, kunne jeg stadig ikke finde ham.

Nu så pædagogen også lidt forvirret ud, for hun var helt sikker på at han var ude, og hun havde lige set ham. Jeg bevarede dog roen for lige præcis i dag var Olivia også i vuggestuen. Hun går i udflytterbørnehaven der er knyttet til vuggestuen og kommer normalt hjem med en bus, men i dag havde hun været til fødselsdag og derfor var de kommet tidligere tilbage til vuggestuen. Jeg beroligede pædagogen og sagde, at Olivia måske havde set ham gennem vinduet og taget ham ind uden de havde set det.

Men nej, der var han heller ikke. Jeg spurgte på alle stuer og kiggede i alle kroge og signalerede så ud til pædagogen udenfor, at jeg ikke havde fundet ham, og nu kunne jeg se, hun fik travlt med at lede.

De næste ti minutter ledte vi alle sammen inde og ude. Tror efterhånden alle pædagoger var involverede. Jeg kunne høre på Viktors pædagog, at hendes stemme dirrede, og hun begyndte at blive ret panisk. Til sidst hamrede mit hjerte godt nok også pænt stærkt. De eneste måder jeg kunne komme frem til at han reelt kunne være forsvundet på, var ved at nogen ved at tilfælde havde kommet til at lukke ham ud gennem de dobbelt-børnesikrede låger, eller – gud forbyde det – at nogen havde hapset ham henover hækken og hegnet.

Men pludselig kunne jeg høre et kor af stemmer kalde på “Viktors mor” et sted på legepladsen. Der stod han i armene på hans pædagog. Han havde siddet fast mellem et hegn og en vissen busk. Jeg var faktisk gået lige forbi ham, da jeg kom ind, men i hans brune flyverdragt var han stort set umulig at få øje på. Holy crap, jeg blev lettet! Pædagogen og jeg måtte lige gi’ hinanden en krammer ovenpå den omgang.

Jeg spurgte ham flere gange efterfølgende, hvorfor han sad der, og hvorfor han ikke havde kaldt på mig eller hans pædagog. “Hiktor mig lege gemmeleg” sagde han bare. Lille skid!

Her til eftermiddag og aften har han fået ekstra mange møs. Og da han ville sidde på min hofte i samtlige tyve minutter, jeg lavede aftensmad (J er ude i dag), lod jeg ham også gøre det, selvom om min venstre arm var ved at falde af til sidst.

Selvom det også er ret sjovt i bagklogskabens klare lys, kan jeg mærke det stadig sidder lidt i mig. Panikken. Heldigvis er jeg 100% tryg ved både vuggestue og pædagoger, og selvfølgelig sender vi ham afsted med en god mavefornemmelse i morgen.

 

God aften derude.

Dele?Share on FacebookShare on Google+Tweet about this on TwitterShare on LinkedIn

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*