Når ens baby har kolik – sådan overlevede vi

Det her indlæg er et meget personligt (og langt!) af slagsen. Jeg vil gerne tage dig med på en rejse fem år tilbage  i tiden. Til dengang vi blev forældre for første gang, og opdagede at vores baby ikke var helt som vi havde forestillet os.  Når jeg sidder, som jeg gør nu, og hygger med en kop the i sofaen, mens børnene slumrer sødt i hver deres seng, føles det som var det i et andet liv, at Olivia var en baby med kolik.

når baby har kolik
Gravid i cirka 8. måned

Det hele startede ellers så godt. Perfekt graviditet. Perfekt fødsel. Perfekt barn. Sund og rask, med ti små fingre og tæer og et par store bedårende glugger. Allerede i løbet af de første timer vi tilbragte med hende, kunne vi fornemme, at hende her hun var vist ikke helt som de babyer vi indtil da havde stiftet bekendtskab med. De babyer vi havde set hos andre og på film, de sov hele tiden. Vågnede kun for at spise og skide og sov så igen.

Men fra det øjeblik hun kom ud, var hun lysvågen. Kiggede og kiggede på os med de der store skønne øjne. Vi blev hurtigt efter fødslen sendt på barselshotel. Her fik vi de næste to-tre dage næsten uafbrudt besøg. Hyggeligt, ja. Men også lidt stressende. Især fordi lille O allerede der græd ret meget. Jeg kan huske, jeg googlede  forskellige ting, blandt andet ‘kolik’ og fandt ud af, at det starter ved cirka 3-ugers alderen. det gjorde det altså bare ikke hos os. Det startede på dag 1.

Lige kommet hjem fra hospitalet med en ked baby
Lige kommet hjem fra hospitalet med en ked baby

Jeg husker, at hun  ikke rigtig ville ligge og sove i sin lift. Når hun endelig faldt i søvn sov hun om dagen kun ganske kort tid, 20 minutter eller der omkring. Når hun var vågen – og det var hun jo så ret meget – ville hun kun ammes hele tiden . Hun pruttede og krympede konstant sin lille krop sammen, og vi var helt overbeviste om, at hun havde ondt i maven. Det eneste der virkede til at berolige hende var at køre i bil eller svøbe hende stramt ind og vugge hende ret voldsomt i armene. Frem og tilbage, frem og tilbage.

Om natten kunne hun nogen gange tage lidt længere stræk, men maks 2 timer. Og jeg husker, hvordan vi også om natten stod på skift ude i køkkenet med emhætten tændt for fuld hammer (da det lod til at berolige hende en smule) og vuggede hende frem og tilbage, indtil ens arme syrede, eller man gav op af frustration. Jeg kan huske, at jeg kiggede ud af vinduet på naboernes mørke vinduer og tænkte hvor forbandede heldige de var, at de bare kunne få lov til at sove.

Vores gamle køkken, hvor vi ofte stod og vuggede hende til lyden af en tændt emhætte
Vores gamle køkken, hvor vi ofte stod og vuggede hende til lyden af en tændt emhætte. Hvor har vi dog siddet der tit.

Da hun var lige under to uger gammel havde vi en dag, hvor det gik helt over gevind. Hun havde meget dårlig mave og sked næsten uafbrudt hele dagen.  Hun var bare så ulykkelig og ville ikke sove OVERHOVEDET. Sent ud på aftenen kontaktede vi vagtlægen, som kunne fornemme hvor desperate vi var. Og han sendte os ud på børneafdelingen på Hvidovre. Da vi kom derud, helt fortvivlede og overbeviste om, at hun havde tarmslyng eller noget andet akut, stoppede hun selvfølgelig med at græde og skide og opførte sig eksemplarisk. Så vi blev sendt hjem igen. Jeg kan huske, vi kørte en lang omvej hjem for at få hende til at sove, og til sidst lykkedes det. Da vi kom hjem langt ud på natten tog hun – og vi – 5 timers søvn i streg, hvilket jeg husker som helt mirakuløst.

Vi prøvede alt muligt uden meget resultat. Kiropraktor, mylicon-dråber, sukkervand, livmoderlyde, massage. You name it. Vores forældre prøvede at hjælpe os så godt de kunne, men da jeg ammede var det jo ikke synderlig meget, de kunne gøre. Jeg var tvunget til at være til rådighed ca. hver anden time døgnet rundt. Flere gange blev jeg beordret ind at sove, men jeg lå der altid bare og stirrede ud i mørket og lyttede efter om jeg kunne høre hende græde, eller tænkte en masse bekymrede tanker. Det paradoksale var nemlig, at selvom jeg bandede situationen langt væk og følte at mit liv var helt og aldeles slut, så var mit moder-gen så enormt stærkt, og jeg følte en stor beskyttelsestrang og kærlighed til den her lille skrigende klump kød. Heldigvis er naturen jo sådan indrettet, at vi vil vogte vores afkom med næb og kløer, ellers ved jeg sgu’ ærlig talt heller ikke, hvordan man skulle komme igennem det.

Dejlig var hun jo. Og kærlighed fik hun på trods af alt det svære.
Dejlig var hun. Og kærlighed fik hun masser af på trods af alt det svære.

Da J skulle tilbage på arbejde efter hans 14-dages barsel, græd jeg og tryglede ham om at tage fri lidt længere. Han forlængede med en uge, hvilket jeg var evigt taknemlig for.

Ret tidligt var der også store udfordringer med amningen. Jeg havde voldsomme sår på brystvorterne, og det blev mere og mere ulideligt at give hende mad. Jeg græd ret meget over den håbløse situation, både mens jeg ammede, og når jeg var færdig, fordi jeg vidste, at om to timers tid skulle jeg gøre det hele igen. Vi kontaktede ammeambulatoriet på Riget, og jeg blev rådet til at prøve med suttebrikker, hvilket virkelig gjorde en kæmpe forskel for amningen.

photomania-b033d253a11ebff5745c1fa1a45c8cd6
Træt, træt mor. Og sød, men evigt vågen, baby.

Men det skal jo aldrig være nemt, vel? For grundet hendes evindelige mavepine blev jeg af flere rådet til at komme af med suttebrikkerne igen, og det kunne bare ikke gå hurtigt nok. Rådene var mange og selvfølgelig velmenende, men som letpåvirkelig og desperat førstegangs-mor blev jeg så forvirret.

  • Jeg skulle ikke bruge ammebrikker, fordi barnet slugte unødvendigt meget luft, når de spise af dem, og fik dermed luft i maven og altså mavepine.
  • Jeg skulle ikke spise for mange grøntsager og frugt og især undgå kål, broccoli, ærter, vindruer og den slags, som gik direkte i mælken og kunne være hårdt for en lille mave.
  • Jeg måtte ikke spise stærk mad, meget fed mad eller meget fiberrig mad, da det kunne give baby mavekneb
  • Jeg måtte ikke indtage mælkeprodukter, da det kunne være laktoseintolerance, der gav baby ondt i maven.
  • Jeg skulle undgå sukker og kaffe (Oh ve!!!), da det også kunne genere en lille babymave

Til sidst turde jeg stort set ikke spise nogen fødevarer af ren skræk for, at det kunne drille den lille mave. Jeg indtog kun havregrød og rugbrød med lidt leverpostej, agurk og nødder den slags. Men i det hele taget spise jeg ikke meget, simpelthen fordi jeg hele tiden havde en ulykkelig baby i armene.  De 13 kilo jeg havde taget på under graviditeten var allerede væk, og mere til. Når jeg ser billeder fra den tid, ligner jeg et omvandrende spøgelse. Helt tynd, bleg og med mærke rander under øjnene.

Obligatorisk barselsknold, løst tøj og kaffe.
Obligatorisk barselsknold, løst tøj og kaffe. Og ret tynd af en nybagt mor at være.

Ammebrikkerne smed jeg også igen, og det gik da også ok i en kort periode. Jeg blev på ammeambulatoriet rådet til at skære hvidkål ud i små tern og prikke hul på dem med en gaffel og lægge dem i min bh, så saften hele tiden holdt brystvorterne fugtige, og så der dermed ikke kom sårskorper på brystet. Ja det lyder underligt, men det var ikke desto mindre, hvad jeg gjorde. Det hjalp da også i en kort periode.

Men så begyndte brystvorterne at svide helt afsindigt meget, også når jeg ikke ammede. Det viste sig at være svamp, sikkert opstået pga. det evigt fugtige miljø. Til sidst var jeg helt desperat, og en morgen, da Olivia var en måned gammel, tog jeg en rask beslutning og drønede til Babysam og købte en brystpumpe. Det var en enorm lettelse at vide, at jeg ikke skulle amme 10-12 gange i døgnet mere. Rent psykisk, løftede det en kæmpe byrde fra mine skuldre.

I de næste 14 dage malkede jeg ud og ud og ud, så meget som jeg kunne og gav Olivia det på flaske. Det var helt skønt, at J nu kunne hjælpe lidt til med fodringen, men malkningen tog laaaaang tid hver dag og overskud var der ligesom ikke meget af, og lige så stille begyndte min mælkeproduktion at dale. Olivia skreg stadig meget og sov minimalt. Så da hun var halvanden måned, kastede jeg håndklædet i ringen og lavede en flaske modermælkserstatning. Det var den bedste beslutning, jeg kunne have taget. Hun drak rub og stub, og jeg åndede lettet op og vidste med mig selv, at nu var amningen ovre. Efter et par dage med færre og færre udmalkninger stoppede min mælkeproduktion helt.

Da Olivia var to måneder, så jeg for første gang, at situationen begyndte at blive bedre. Det var ikke sådan, at hun blev ‘nem’ fra den ene dag til den anden. For eksempel døjede hun nu med forstoppelse pga. modermælkserstatningen. Men hun kom nu ind i en mere fast søvnrutine, der betød, at hun tog 4-5 timer i streg når hun kom i seng om aftenen, så fik hun en flaske og sov 2-3 timer mere. Det betød, at vi igen havde en smule aften, hvor vi kunne slappe lidt af og snakke sammen, og spise aftensmad i ro og mag. Hun stod godt nok op kl. 4-5 stykker hver morgen, men jeg var ligelad. Alternativet som vi lige havde stået i var langt, langt værre.

To måneder gammel Tulle fodres, juleaften.
To måneder gammel Tulle fodres, juleaften.

Mit overskud kom lige så stille retur, og vi begyndte at gå til både babysvømning og babysalmesang. Vi blev også en del af verdens mest fantastiske mødregruppe, som jeg stadig har kontakt med den dag i dag. Første gang vi mødtes var hos mig, og det var en ren katastrofe. Olivia skreg og skreg og skreg, og da de gik, græd jeg også og var helt ulykkelig. Jeg havde på forhånd opgivet at være med, og meldte fra ved vores næste aftale. Men heldigvis gav de søde piger ikke op på mig og min Tulle.

Flere af dem tilbød, at vi kunne mødes og gå tur med barnevognen på tomandshånd, og det tog jeg imod. Det var virkelig skønt at tale med nogen, der oplevede nogen af de samme udfordringer som mig, omend slet ikke i samme grad. Jeg opdagede, at jeg ikke var alene. En af de andre piger i gruppen havde en datter der også udfordrede hende mere end almindeligt på søvnen. Det var SÅ dejligt at have en allieret. Og snart blev jeg ualmindeligt glad for vores onsdage, hvor vi drak kaffe og spiste kager og snakkede om alt muligt. Tit var vi sammen 5-6 timer i træk og Olivia lærte lige så stille de andre børn og mødre at kende og begyndte også at nyde vores besøg.

Om dagen sov hun fortsat ikke mere end 20-30 minutter ad gangen, så nogen dage gik bare med at prøve at få hende til at sove på alverdens tænkelige måder. Efterhånden fandt jeg ud af, at den mest sikre måde  simpelthen var at smide hende i barnevognen og traske rundt. Så det gjorde jeg. Jeg gik 2-3 lange ture med hende hver dag i al slags vejr, når vi ikke havde planer. 20-30 kilometer om dagen i en periode. Helst på de mest larmende gader. Stod jeg stille et øjeblik eller drejede om et hjørne, hvor der var lidt for stille, vågnede hun straks. Jeg ved ikke hvor mange gange, jeg er vadet op og ned af Amagerbrogade i de måneder. Det var helt skørt, men igen havde jeg ikke noget imod det, for det betød, at når hun var vågen indimellem turene var hun for det meste glad og tilfreds. Og så var jeg det også.

Skøn og dejlig og glad!
6 måneder. Skøn og dejlig og glad!

Men også denne periode gik over, og da det blev forår og sommer, og Olivia var 7-8 måneder havde hun lært at sove i barnevognen ude på altanen. Det skete ved, at jeg simpelthen skyndte mig ud og rokkede hende tilbage i søvnen, hver gang hun tog tilløb til at vågne. Hun var nu en glad og tilfreds baby, i hvert fald så længe hun var aktiveret, og jeg sørgede for, at hun fik den søvn hun skulle. Jeg blev aldrig den der mor, der sad på cafe dagen lang og sippede kaffe latté, mens ungen sov sødt ude i barnevognen. Jeg prøvede et par gange, men hun vågnede ALTID og gad sgu ikke sidde og glo på en cafe. Men var vi på legepladsen, legede sammen på gulvet eller var sammen med andre børn, var hun superglad.

Min barsel blev aldrig rigtig nem. Når andre mødre talte om, hvor meget de elskede at være på barsel, og at de ønskede den ku’ fortsætte længe endnu, eller at de ville have barn nummer to meget snart, holdt jeg min mund. Jeg blev ærlig talt jublende lykkelig, da vi fik institutionsplads med start præcis den dag hun fyldte et år.  Jeg har bare måttet erkende, at jeg befinder mig bedre i selskab med lidt større børn med en lille smule sprog, end med babyer. Det er bare sådan, det er. Desuden var Olivia konstant syg. Vi jokede med, at vi burde ha’ klippekort til Hvidovres børneafdeling. Vi var derude TIT, men hun fejlede altså aldrig noget alvorligt. Men sygdommen fortsatte naturligvis kun, da hun startede i vuggestue. Det er altså bare tophårdt når de er små, og ikke kan finde ro pga. feber og ubehag. Heldigvis skulle jeg ‘bare’ tilbage til mit speciale og ikke et job, og kun derfor kunne vi få det til at hænge sammen. Det første halve år hun gik i vuggestue, var hun der reelt set nok halvanden måned eller der omkring.

photomania-c7b207a926eb06ac177db4b5a007c2d0

Det er svært at tale om, at ens baby har – eller havde – kolik. Det føles på en måde som om man ‘bagtaler’ sit barn eller ikke er taknemlig, hvis man fortæller om alt det hårde og negative. Men min holdning til den her periode har altid været, og er stadig, at være ærlig omkring det. Set i bakspejlet fik jeg jo nok en ‘efterfødselsreaktion’, som det så fint hedder. Jeg græd utrolig meget, jeg følte mit liv var helt slut. Jeg kunne simpelthen ikke se nogen udvej på den håbløse situation. Og jeg tror at det er min ærlighed  og det at jeg snakkede åbent om det der fik mig igennem. Og selvfølgelig J. Vi var et team igennem alt det her, selvom jeg stod med det meste af byrden. Vores forældre var også en stor hjælp, selvom jeg var enormt dårlig til at tage imod hjælpen, men også vores sundhedsplejerske og min mødregruppe var en stor støtte.

I dag er Olivia jo altså  fem år. Hun er stadig en temperamentsfuld lille dame. Hun er stædig som et æsel. Men hun er også overordentlig nysgerrig på livet. Hun er sund og stærk. Hun okser derudaf og står ikke tilbage for noget. Jeg er sikker på, at lige meget hvad hun sætter sig for – også i sit voksenliv – så skal hun nok nå derhen. Hun er kærlig og omsorgsfuld, og hun er vores største kærlighed (nu deler hun selvfølgelig den status med hendes lillebror). Den første tid med hende var den hårdeste i mit liv, men jeg ville heller aldrig bytte det for noget, når jeg ser hvad der er kommet ud af det. Jeg gjorde gerne det hele ti gange igen for hendes skyld.

Her til sidst: Hvis du en dag selv befinder dig i en lignende situation eller kender nogen der gør, så skal du vide, at det nok skal blive bedre. Tiden arbejder for dig (selvom det kan være utrolig svært at se, når man står der). Mit bedste råd må være: Følg din mavefornemmelse. Lyt til alle rådene. Google alt hvad du vil. Men i sidste ende skal du kun gøre det der føles rigtigt, eller det der virker for dig/jer.

Jeg er foreksempel møgærgerlig over, at jeg ikke bare ammede videre med ammebrikkerne. Det fungerede jo fint. Det var ikke deres skyld, at hun skreg. Det var ikke nogens skyld. Måske var hun bare ikke lige klar på at forlade den trygge livmoder, har jeg efterfølgende tænkt. Her anden gang jeg blev mor, fik jeg samme problemer med sår ved amning, og denne gang holdt jeg fast og brugte ammebrikker. Det lykkedes mig at amme Viktor til han var syv måneder. En kæmpe sejr når man først har haft et totalt mislykket ammeforløb.

Hvis du har læst med så langt, så synes jeg altså,  du fortjener et stort klap på skulderen. Tak fordi du gad 🙂

 

 

Dele?Share on FacebookShare on Google+Tweet about this on TwitterShare on LinkedIn

5 tanker om "Når ens baby har kolik – sådan overlevede vi"

  1. Tak for dine ærlighed Justi❤️ Du er bestemt ikke alene om at have siddet med alle de frustrationer. Jeg har grædt mange tårer og gør det stadig til tider. For vi nøjes jo ikke kun med en med “kolik” eller uforklarlig gråd. Men forløbet med kamma, har gjort mig stærk til at klare det en gang mere. Min Mor har altid sagt at tiden arbejder for os, hvor svært det så end er at se når man står med en skrigende unge på armen. Så passer det Kamma er nu også en stærk og nysgerrig pige❤️ Men Frede derimod, må jeg stadig minde min selv om, når jeg står for 10 gang om natten ved hans seng som en sombi, at tiden arbejder for os Er så taknemlig for din ærlighed, så rart at vide at man ikke er de eneste med børn som skiller sig lidt ud fra drømmebillede

    1. Tak for din kommentar, søde! Ja, de kan sgu gøre en gammel før tid, de kære små. Der går nok lige stadig et par år, før vi kommer tilbage til noget der minder om normal nattesøvn. Men som tiden flyver, er vi der snart. Og som vi har snakket om mange gange: Om 10 år når vi er på ferie sammen, har vi taget vores tørn og sidder med en kølig drink og slapper, mens ungerne (eller teenagerne til den tid) hygger med hinanden. Can’t wait! 😀

  2. Årh Justine <3 Kan godt huske, at det ikke var nemt for jer, der i begyndelsen, det så hårdt ud, og jeg er da glad for at det (meget lidt), vi gjorde, hjalp dig bare en lille smule. Jeg husker også nogle trilleture med barnevognene, det var hyggeligt med masser af snak 🙂
    Jeg kan til gengæld slet ikke huske, at Olivia skreg og skreg til første mødregruppe, og som du skriver, skræmte det da i hvert fald ikke os andre væk 😉
    Thumbs up for din ærlighed! Og for dig, selvom vi ses alt for lidt, er det stadig skønt med kontakten – og snaps (altså snapchat-ikke drikken!) – her fem(!!) år efter de første ungers ankomst til verden. Dejligt, at du også er at finde her på bloggen.
    Du har ret, det var verdens bedste mødregruppe 🙂

    1. Ja, vi burde simpelthen ses. Men med flere unger, hus og jobs ved vi jo alle sammen at den ene dag tager den anden. Men hurra for snaps (og også den anden slags) så vi kan følge lidt med i hinandens liv stadigvæk. Men vi må da besøge hinandens nye huse en dag, især nu når vi har hele TO jævnaldrende 🙂
      Ha ha, jeg er da faktisk glad for du ikke kan huske vores første møde. Det fremstår ellers meget tydeligt for mig. Tror det var lidt før jul, for jeg kan huske jeg serverede brunkager og sådan noget. Vi havde en sundhedsplejerske med, som endte med at stå og rokke Olivia for at prøve at gi’ mig et lille break. Men hun gav vist også op til sidst. Kan huske Maryam lå vågen på sofaen i timevis og bare kiggede og kiggede og kiggede. Hun gad sgu heller ikke sove. Men jer andres, de lå alle sammen i voksiposerne og hyggede… Ha ha 🙂
      Du må hilse dine derhjemme. Håber I er glade for huset so far 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*