Noget om børneopdragelse – findes der en manual?

Jeg plejede at kaste hovedet tilbage i latterkramper, når folk før i tiden sagde sætningen ”Små børn, små problemer. Store børn, store problemer” til mig, for de kendte tydeligvis ikke til vores småbørnssituation. Men jeg tror, jeg begynder at forstå dem lidt bedre.

At passe babyer og små børn handler meget om fysiske behov. Behov for mad og drikke, behov for stimulering i form af leg, tale, samvær og kys og kram. Og så selvfølgelig behov for søvn – selvom det selvfølgelig ikke er noget, vi kender så meget til herhjemme. Men pointen er, at det er ting man kan slå op i enhver ”Sådan passer du en baby”-bog – nu om dage også kaldet Google. Du skal give dem D-vitamin til de bliver 2 år. Du skal læse bøger med dem, tale med dem og synge med dem, så bliver de så kloge. Du skal lægge dem til middagslur, indtil de er tre år. Du skal give dem så og så meget modermælk så og så mange gange om dagen. Du skal skifte ble på dem en gang imellem. Og så videre. Livet med babyer er på sin vis dejlig enkelt og ukompliceret. Hårdt til tider ja, men dog alligevel ret håndgribeligt for de fleste.

Men hvad man ikke sådan lige kan slå op nogen steder – mig bekendt i hvert fald – er, hvordan man bedst håndterer sin 4-5-6 årige, som begynder at have personlige meninger om dit og data og kombineret dermed har et voldsomt temperament. Jeg synes simpelthen vi pt. har så mange konflikter herhjemme med Tullen. Jeg er sikker på, det er helt normalt for alderen (eller det håber jeg da), men for pokker hvor er det dog udmattende! Så er det ikke det rigtige tøj, jeg har lagt frem til hende. Så vil hun ikke ha’ hue og vanter på, selvom det er minusgrader udenfor. Så vil hun se iPad, når vi synes hun har set nok for den dag. Så vil hun pludselig ikke gå til den svømmeundervisning som hun har stået på venteliste til i et år, og som vi har betalt en milliard for, at hun kan deltage i.

Her tænker du måske, at vi bare skal træde i karakter som forældre, og det gør vi bestemt også. Men damen har jo en egen fri vilje og nu også evnerne til at modarbejde os. Hiver vi hue og vanter på hende med skrig og skrål, finder vi det ti minutter efter smidt i en bunke et sted. Nægter vi hende iPad en hel dag, er hun rasende og surmuler hele dagen og lader det gå ud over både lillebror og os. Hiver vi hende til svømning, sidder hun på kanten af bassinet i de samtlige 30 minutter undervisningen varer, og det på trods af at svømmelæreren mange gange er henne at tale med hende og prøve at overbevise hende om at hun skal hoppe i bassinet. Vi kan jo for pokker ikke kyle hende i (selvom guderne skal vide at jeg dæleme nogen gange har lyst!).

Hun er så stædig som et æsel, den lille. Og derfor hører jeg tit mig selv true med alverdens ting. ”Nu får du nok ikke flere gaver af nissen, for han kommer jo kun hos de søde børn!” og ”Ikke mere iPad og slik til dig i den her uge, frøken!” osv. Og jeg hader mig selv for det. Jeg hører ordene komme ud af min mund, og jeg ved med det samme, at det er en idiotisk strategi. Men når man har prøvet på bedste pædagogiske vis at forklare hvorfor tingene er, som de er, og hvorfor de voksne bestemmer og man har prøvet med kram og trøst og ”Jeg anerkender at du er vred, men det er sådan det er” metoden, og hun så stadig ligger i en flitsbue på gulvet, så er det altså truslerne jeg helt ufrivilligt  tyer til i et sidste desperat forsøg på at komme ud af konflikten.

Jeg ville virkelig ønske, der kom nogen og fortalte mig, om det jeg gør er rigtigt eller forkert, og hvordan vi skal gribe det hele an. Vi er meget bevidste om, at den opdragelse vi giver skal være under faste rammer, så børnene tydeligt forstår grænser og den slags. Naturligvis kombineret med en masse kærlighed og sjov. Men hvordan dælen man gør det på den bedste måde og lykkes med at skabe nogle velfungerende små mennesker i sidste ende, det ved jeg stadig ikke helt. Vi prøver os vist stadig lidt frem og famler nogen gange lidt i blinde.

Der var en engang en klog dame – vistnok min svigermor, tror jeg – der sagde til mig, at der hvor man egentlig kunne se om ens børn var i trivsel, var når man var ude hos andre. Derhjemme vil de altid prøve at udfordre forældrene og grænserne for, hvor meget de kan køre dem rundt i manegen. Men ude, det er der de sætter deres sociale færdigheder i spil. Og det mantra vælger jeg at tro på, for hun er (næsten) altid supereksemplarisk, når vi er andre steder, og hun er meget vellidt i børnehaven af både børn og voksne. Hun får altid kun ros, når vi er til forældresamtale.

Jeg håber ikke, det lyder værre end det er. Vi har selvfølgelig også rigtig mange gode og konfliktfri stunder, og jeg tror i øvrigt ikke, at stædighed og temperament udelukkende er negative egenskaber ved en personlighed. Jeg tror faktisk, det kan drive hende vidt, hvis vi giver hende de rigtige værktøjer med i bagagen. Jeg kan jo se, at hun også er en omsorgsfuld og kærlig pige, når hun f.eks. er sammen med sin lillebror. Uanset glæder jeg mig til en dejlig lang juleferie med min lille familie, hvor vi forhåbentlig kommer ned i gear og får en masse dejlige juleoplevelser sammen – og konflikterne, dem må vi tage med.

Dele?Share on FacebookShare on Google+Tweet about this on TwitterShare on LinkedIn

En tanke om "Noget om børneopdragelse – findes der en manual?"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*