Projekt skær-ned-på-madbudget

Det her indlæg handler om økonomi og mad. Det er jo ikke fordi jeg har lyst til at udbasunere vores budget her på bloggen, men jeg vil godt afsløre, at noget af det vi bruger rigtig mange knaster på er på mad- og husholdningsbudgettet. Vi har faktisk svært ved at blive under de 6500 kroner vi sætter af til mad om måneden. Det lyder måske for nogen helt vanvittigt, men for mig er det ligeså vanvittigt at andre kan skære et madbudget helt ned til 2-3000 kroner om måneden.

Vi er fire sultne mennesker, og vi spiser MEGET mad. Alene på grøntsags- og frugtfronten, spiser ungerne dagligt 2-3 stykker forskellig frugt, 1 hel agurk, 1-2 peberfrugter, og 1-2 gulerødder. Det er meget muligt det er billigere at spise dem af med en pakke mariekiks, men det har vi bestemt ikke lyst til.

Og nu kommer det til at lyde endnu mere helligt, men vi vil også helst at det vi putter i munden er økologisk og fremstillet med vægt på dyrevelfærd og bæredygtighed. Vi tror nemlig på forbrug med ansvarlighed. Desuden elsker vi dyr, og vil gerne at dem vi spiser har haft så anstændigt et liv som muligt. Og så vil vi da også helst undgå unødigt mange e-numre og kemikalier.

Men vi vil jo altså også gerne undgå, at vores madkonto går i minus måned efter måned, så derfor har vi helliget marts til projekt skær-ned-på-mad-budget. Det handler såmænd bare om, at vi ikke må bruge mere end 6000 kroner på mad og husholdningsartikler i denne måned.

Jeg har lagt en meget ambitiøs plan med et fast beløb sat af til hver uge. Går vi over i én uge har vi det mindre i næste uge og omvendt. Pt er status at vi til denne uge, dvs. til indkøb til fredag, lørdag og søndag har 225 kroner tilbage. Aj men come on, det kan jo ikke lade sig gøre, medmindre vi spiser pasta og havregrød hele weekenden. Og det gør vi altså ikke. Vi skal da både bage en kage, og der er jo også MGP, og der skal vi da også ha’ lidt hyggesnolder, og hvad med en flaske rødvin? Vi spiser langtfra bøffer hver dag. Jeg vil faktisk sige vi spiser pænt normalt. Frikadunser, boller i karry, spaghetti kødsovs og engang imellem også bare rugbrød eller nybagte boller.

Så jeg forstår simpelthen ikke, hvordan andre kan bruge så meget mindre end os, selvom der helt sikkert også er mange der bruger mere end os. Jeg ved, der er mange, der bruger diverse apps, hvor de får en færdig ugentlig madplan og indkøbsliste der passer til, men vi duer altså ikke rigtig til, det der med at andre skal bestemme, hvad vi skal spise.  Nå, men vi klør på. Jeg kan bare ikke – og vil ikke – få mig selv til at købe buræg eller u-økologisk kød. Og det gør det virkelig svært at holde budgettet nede. Det gør det heller ikke nemmere at Tulle nu skal have madpakke med hver dag.

Stay tuned for en status på projektet…

Dele?Share on FacebookShare on Google+Tweet about this on TwitterShare on LinkedIn

En tanke om "Projekt skær-ned-på-madbudget"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*