Det tætteste vi kommer på den perfekte jule-familiedag

I dag stod dagen på projekt juletræ. Derfor pakkede vi efter en laaaang morgen, hvor vi var oppe klokken 6, det varme kluns og kørte mod Dyssegården, som det efterhånden er blevet en tradition for os hver december. Det er altså et fedt sted. En pengemaskine, ja! Men altså den ene måned om året de kan få nogle penge i kassen, så skal de da også gøre det. Man kan jo bare vælge kun at hente juletræ og bruge de gratis fornøjelser, så er det ikke så dyrt endda. Man kan gratis gå på nissesti, lege i høtelt og hølabyrint, kigge på dyr og ellers bare indsnuse julestemningen.

Søde grisebasser. Tulle var meget bekymret over, om de skulle spises til jul. Det skulle de selvfølgelig IKKE. Sagde vi…

Vi gik selvfølgelig all in og kørte først i hestevogn, hvor især Viktor var ellevild. Han fik lov til at ’styre’ og han råbte og skreg “Hihej, her kommer vi” når der stod nogen i vejen. Bagefter smæskede vi os i æbleskiver og varm kakao. Og så gik vi ellers på jagt efter det perfekte juletræ.

Tulle nåede at knytte sig til et lille fint træ, som hun påstod hed “Olivia 5 år”. Det stod hun og hviskede lidt til og krammede og lavede en lille scene over, at det altså ikke lige var det træ, vi skulle have med hjem. Men hun blev god igen, da vi lovede, at vi ville hente “Olivia 6 år” næste jul, når det var blevet lidt større.

Det allersjoveste var næsten mudderet på stien ud i selve plantagen. Vi skøjtede rundt, og Tulle – som insisterede på ikke at ha’ termobukser på – røg selvfølgelig på røven, og så var der også lige en enkelt scene der. Og behøves jeg sige, det var pænt stressende at gå de 300 meter tilbage med to mudrede børn med trætte ben, en sav og et 2 meter højt juletræ?! Her var det, jeg ville ønske, at jeg havde taget min gamle Vero Moda dunjakke på, og IKKE min Soaked In Luxury uldfrakke, men altså så klog var jeg ikke… J slæbte juletræet, mens jeg endte med at måtte bære lille V det sidste stykke (med en totalt mudret jakke til følge) og Tulle holdt saven. Ikke helt forsvarligt måske, men altså hun er vant til værktøj. Hun går som sagt i den vildeste udebørnehave, hvor de både snitter med knive, banker søm i træer og saver.

Da vi kom hjem, skulle vi så pynte. Og vi lykkedes faktisk med at have det rigtig hyggeligt med både julemusik og et par engagerede små hjælpere. I hvert fald i cirka 10 minutter. Så smadrede den ene en julekugle, og den anden væltede en hel kop kaffe på gulvet. Og pludselig var de væk og inde og lege på værelset i stedet.

Nå men nu står det der altså, og iiiiiiih hvor er det altså fint!

Dele?Share on FacebookShare on Google+Tweet about this on TwitterShare on LinkedIn

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*