Tilbage til normal. Og lidt nytår.

Som hos mange andre var juleferien også slut hos os i dag. Så i morges ringede vækkeuret 6.30. For en gangs skyld havde vi pakket ungernes tasker, vasket flyverdragterne og lagt tøj frem aftenen før. Det var selvfølgelig ikke det rigtige tøj, jeg havde lagt frem til den lille madamme, så det var da spild af tid. Det var det også at rede og sætte hendes hår op, for det endte med, at hun flåede elastikker og sløjfer ud fem minutter i ud-af-døren-tid og endte med den sædvanlige krusede troldefrisure. Men det var også helt okay. Faktisk er det også helt okay, at ferien nu er slut.

Selvom det er lidt hårdt at komme i gang sådan en mandag morgen, og selvom de sidste par minutter hver eneste hverdag minder om den der scene fra ”Alene Hjemme” hvor de har sovet over sig og render helt vanvittige rundt for at nå deres fly, så så jeg ærlig talt lidt frem til at sidde på kontoret med en kop kaffe og fordybe mig i arbejdet. Jeg tror også ungerne glædede sig til at komme tilbage til vennerne, og lille V til sin elskede grønne traktor, som han fræser rundt på ude på vuggestuens legeplads, så snart han får chancen. Jeg nød ærlig talt også min cykeltur både til og fra arbejde. Jeg kan godt mærke tøjet sidder lidt strammere efter sådan en ferie, og det gør mig ikke engang noget, for jeg ved af erfaring at efter en uge med mine sædvanlige cykelture og tomme slikskuffer, så er min juleisolering væk igen. Jeg cykler mellem 50-100 km på en uge. Ikke på sådan en fancy racercykel men på min skrigorange bedstemorcykel fra Bilka.

Men vi har haft en helt igennem skøn ferie. Bedre end jeg turde håbe på efter de mange konflikter vi har haft med især Tullen her på det sidste (du kan læse indlægget her, hvis du missede det). Jeg tror måske faktisk lige præcis, at en ferie var det, vi havde brug for. I hvert fald har begge børn været supersøde og glade. De har leget helt utroligt meget sammen, og i store træk hørt efter hvad vi har sagt. Bortset fra lidt julearrangementer og en fødselsdag, har vi da heller ikke foretaget os en dyt. Bare dasket rundt derhjemme i nattøj, været ude at gå en tur, leget med julegaver og så’n. Det har været dejligt at ha’ en masse kvalitid sammen alle fire. Men NU er vi også klar til hverdagen igen.

I mangel af bedre får I lige et par billeder fra vores nytårsaften, som blev holdt i selskab med nogle af vores allerbedste venner og deres lille fyr på næsten 3 år. Vi havde bestilt mad fra Meyer’s – voksenmenuer og børnemenuer – og det var godt (igen i år).  Det var en børnevenlig aften, lige som vi ville ha’ det. Så børnevenlig at Tulle besluttede sig for at vågne op tyve sekunder i midnat efter et par timers søvn. Men det gjorde nu ikke noget. Vi havde en hyggelig aften. Til gengæld var det knapt så hyggeligt at stå ude i øs-plask-regnvejr klokken 9 den 1. januar og rydde resterne af nytårskrudtet væk fra matriklen. Oh the joys of being husejer!

Dele?Share on FacebookShare on Google+Tweet about this on TwitterShare on LinkedIn

En tanke om "Tilbage til normal. Og lidt nytår."

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*