Update på projekt fald-selv-i-søvn

For et par uger siden delte jeg her på domænet, hvordan vi har store udfordringer med putning af størstebarnet herhjemme. Hun sover fint om natten, men putningen, den har altid trukket tænder ud, og derfor var planen at vi ville bestikke hende til at lære at falde i søvn selv…

Og hvordan går det så med det?

Virkelig dårligt! Som i virkelig-virkelig dårligt.

Hun blev så ked af det, hver gang vi skulle gå ud og græd og græd. Min teori er, at hun simpelthen ikke er klar ovenpå skiftet fra børnehave til SFO. Hun har brug for meget nærhed og tryghed lige pt., og det efterkommer vi selvfølgelig.

Så faktisk har vi helt opgivet, at hun skal falde i søvn selv lige nu, og er gået tilbage til den gamle metode: læse en bog, synge, putte med hende til hun sover. Nu varer sidste fase af ritualet bare endnu længere, end det gjorde før. Her forleden kom det så vidt, at jeg flere gange måtte gå ud og lige trække vejret, fordi jeg blev SÅ vanvittigt irriteret over, at hun ikke bare kunne lukke øjnene og ligge stille. Vi gik ind i sengen 19.30 sharp, og jeg var først ude igen for good klokken 21. Seriøst dumt altså!

Hun ligger og tæller, snakker med sine bamser og forsøger at holde sine øjne åbne med fingrene. Ja hun kæmper bogstaveligt imod søvnen, alt hvad hun kan. Jeg kan jo se, hun er møghamrende træt, men hun VIL BARE IKKE sove, og det driver mig til vanvid!

Både fordi det indskrænker min og J’s tid om aftenen betragteligt, når hun først sover 21-21.30, men endnu mere fordi jeg er bange for, at det går alvorligt ud over hendes fysiske og psykiske velbefindende, når hun ikke får den søvn, hun skal ha’ rent fysiologisk set. Sjovt nok har vi dobbelt så mange konflikter med hende i den her periode, hvor hun ikke sover så meget som hun nok burde.

Vi er virkelig på herrens mark, i forhold til hvad vi skal gøre. Vi har prøvet at forklare hende, hvorfor det er vigtigt, hun skal sove. Har prøvet at snakke om, hvorfor hun ikke vil sove, Har prøvet at straffe med at tage ipad fra hende næste dag, hvis hun laver sovefis. Har prøvet at holde om hende, at vende ryggen til hende, at synge mere for hende, at læse “Kaninen der så gerne ville sove” for hende. Intet hjælper.

Så lige pt. er status den, at ikke så meget er ændret. Vi håber det er en fase. Og helst en meget kort en.

Er det i øvrigt meget tarveligt, at jeg glæder mig til, at Tulle en dag selv får børn, og at når de så ikke vil sove og hun beklager sig til mig, at grine hende højt op i hendes åbne ansigt? (Jeg lover jeg nok skal kramme hende og tage puttetjansen bagefter jeg har grinet færdig)

Dele?Share on FacebookShare on Google+Tweet about this on TwitterShare on LinkedIn

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*