Om at blive venner med sine naboer

Vi har nu boet i i vores skønne hus i et halvt år. Der er mange der spørger, om vi savner vores gamle lejlighed. Og nej, det gør vi ikke. Men personligt må jeg dog sige, at jeg nogen gange savner vores dejlige eks-bydel Ørestad. Eller som nogen ynder at kalde det: Ødestad – men dem der stadig gør det, har vist ikke sat fødderne derude de sidste 3-4 år.

Ørestad, Byparken
Udsigt fra vores gamle soveværelse ud over Byparken i Ørestad

Jeg troede, at når man flyttede i hus flyttede man også ind i det her særlige naboskab, som jeg husker fra den villavej, hvor jeg selv opvoksede. Du ved, der hvor ungerne bare render ind til de andre unger nede af vejen, hvor alle kender hinanden, hvor man spontant griller med naboen, holder vejfest og den slags. Jeg regnede måske endda med at finde en løbemakker eller en gåturs-veninde på vejen. Lidt ligesom i Desperate Housewives (minus affærerene og myrderiene of course).

Men nej, sådan har det bestemt ikke været. De eneste vi har haft reel kontakt med er naboerne på begge sider. Heldigvis er de ganske søde.

Det ene sæt naboer er et ældre par der aldrig selv har fået børn, og derfor forguder de vores. Hele sommeren har vi nærmest været selvforsynende med agurker og tomater fra naboens drivhus, fordi ungerne står og råber efter dem nede over hækken. Og de deler gerne ud. Selv Viktor har lært at sige “Narbo, narbo!” når han får et glimt af naboen. Forleden tegnede Tulle en tegning som vi lagde i deres postkasse, som de blev så glade for, at de kom ind med hver en pakke chokolade til ungerne. Nu tegner hun selvsagt tegninger til naboen i ét væk i håb om, at der falder mere af.

parcelhuskvarter
På tur i det nye hood

I Ørestad var vi tvunget til at bevæge os ud på legepladserne i alt slags vejr for at få lidt luft. Sammen med alle de andre børnefamiler. Her mødte vi alle Tullens børnehavekammerater, naboen der var ude at lufte hund eller overboen der kom hjem fra Fields gennem Byparken. Og derfor talte vi  med – og kendte – mange flere mennesker. Her i vores parcelhuskvarter, ser vi stort set kun lige naboerne over hækken. Ellers er der ikke meget kontakt.

14808830_10154048064173364_888594336_o
Ørestad

Eller det var lige indtil her forleden, hvor J af uforklarlige årsager valgte at bakke vores bil lige ind i genboens. Som de hæderlige mennesker vi er, valgte vi selvfølgelig at gå ind og banke på og forklare situationen, og det tog de meget pænt. Faktisk kom de forbi et par dage efter for lige at sige, at de var glade for, at vi gav os til kende. Det viser sig, at de er møghamrende søde og har tre drenge, hvoraf den yngste er på Viktors alder, og de to ældste går på den skole, hvor Tulle starter næste år. Nu har vi aftalt, at vi snart skal ses under andre omstændigheder end bilsnak. Så hvem ved, måske kommer det gode naboskab alligevel snigende….

Dele?Share on FacebookShare on Google+Tweet about this on TwitterShare on LinkedIn

2 tanker om "Om at blive venner med sine naboer"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*