Er vi curlingforældre virkelig så forfærdelige?

curlingforældre

Så var der igen nogen der havde en mening. Om mening om alt det vi som forældre i dagens samfund gør forkert. Denne gang var det i Go’Morgen Danmark, hvor vi blev bedt om at droppe curlingen for at undgå, at vores børn “knækker psykisk”. Men jeg ser dem også på debatsiderne i Politiken, i Berlingske og i nyhederne. De evindelige slag oven i hovedet på os forældre.

Vi er curlingforældrene; dem der rydder stien for vores børn, så de ikke skal træde hen over en eneste sten. Dem der hidser os op på vores børns vegne, når de bliver skuffede. Men vi er også dem der ikke giver vores børn nok opmærksomhed. Dem der står med hovedet ned i mobilen. Dem der arbejder for meget, mens vi lader ungerne blive for længe i institutionerne. Dem der har for travlt med at arbejde, med at realisere os selv, træne til Maratons og Ironmans, og bage flotte kager vi kan dele på Instagram.

Tilsyneladende ødelægger vi vores børn. De får DAMP, stress og angst. De mangler også empati, og bliver tilsyneladende psykisk ustabile. De kan ikke indgå i fællesskaber og har ingen fantasi. Det er i hvert fald det jeg kan læse og se i medierne på jævnlig basis. Og det gør mig træt. Sådan virkelig træt. Og også lidt sur. For ved I hvad, kære ‘eksperter’? Vi gør det fande’mer så godt vi kan.

Ingen forælder er perfekt. Ingen. Men vi PRØVER for guds skyld . Vi gør det så godt som vi kan, med de forudsætninger vi nu hver engang har. Præcis som vores forældre gjorde det.

Når jeg tænker tilbage, så det sgu heller ikke så lyst ud for mig. Jeg spillede Gameboy og Nintendo i tiiiiimevis. Jeg sad da også tit i weekenden og så op til flere Disney tegnefilm i døgnet. Uhadada.

Jeg gik igennem hele børnehaven uden at sige et ord. Seriøst, jeg var så hamrende genert, at jeg ikke turde sige noget til de voksne. Jeg fik min bedste veninde Anne til at sige alt for mig. Det var først i skolen, at jeg begyndte at sige noget. Mest af frygt for at lærerne ikke skulle se, at jeg rent faktisk havde lavet lektier. I dag havde jeg fileme da fået en diagnose…

Jeg kan heller ikke rigtig huske, at vi havde nogen pligter derhjemme. Jo vi bar da vores tallerken ud når vi havde spist og hjalp med at tage lidt ukrudt op af haven engang imellem, men ellers fiksede min mor alt. Til gengæld fik vi heller ikke lommepenge, og derfor begyndte vi at gå med reklamer, da jeg blev 13. Ja, jeg skriver “vi”, for min mor var med ude og hjælpe hver eneste freaking weekend. Er det curling? I så fald var hun tilsyneladende forud for sin tid.

Men jeg har da klaret mig alligevel. På et eller andet tidspunkt kan jeg huske, at jeg selv begyndte at rydde op på mit værelse. Simpelthen fordi jeg godt kunne lide, når der var rent. Jeg fik også et andet fritidsjob som kirkesanger, hvor min mor ikke kunne være med. Det klarede jeg også fint selv. Senere blev jeg bagerekspedient. Uden min mor. Og senere igen stod jeg på en tankstation og solgte hottere og benzin. Igen uden min mor. Da jeg blev 20, satte jeg mig så på et tog fra Nykøbing Falster mod København for at starte på universitetet. Bare sådan. Uden en voksen. Hen ad vejen lærte jeg selv at vaske tøj, ringe til Skat, og få endnu flere jobs og alt det der.

Det jeg bare prøver at sige er: Det skal nok gå! Ja, der vil være nogen der falder igennem. Nogen der får angst, nogen der bliver psykisk ustabile. Nogen der bliver egoistiske. Og alt det andet man nu kan blive. Men har de ikke altid været der? Helt ærligt, der er jo ikke nogen forældre der tænker “Lad os opdrage en lille narcissist”. Nej, vi vil vores børn det bedste. Og vi gør vores bedste. Og det der føles rigtigt. Selvfølgelig hjælper vi dem, hvis de beder om hjælp. Og selvfølgelig bliver vi oprevne, når vores børn gør.

Jeg er ikke bleg for at indrømme, at jeg nok er pænt overbeskyttende som mor. Og jeg er også sådan en som lægger børnenes tøj sammen, rydder op på deres værelser, serverer mad for dem i ét væk og så videre. Gør det mig virkelig til en dårlig forælder? Jeg synes da det er skønt, når Tulle og jeg hjælpes ad med at rydde op på hendes værelse, eller når vi sammen bager en kage, når hun selv tager tøj på, eller når ungerne bærer deres tallerkener ud efter maden. Og jeg bifalder og roser da, når de gør det. Men jeg tvinger dem ikke. (Ikke endnu.) Barndommen er så kort, så kort, så jeg synes helt ærligt ikke, at de skal overdænges med pligter, når de kun er 2 og 5.

Jeg ønsker, at mine børn bliver selvstændige, omsorgsfulde og velfungerende individer. Men ifølge al den kritik der hele tiden bli’r smidt i hovedet på mig – som repræsentant for nutidens forældregeneration – synes det næsten at være en umulig opgave. Jeg vælger at tro på, at fremtidens generationer ikke er så fortabte som medierne gør dem til. Trods alt kan det vel ikke være så fandens skadeligt, at ens forældre rent faktisk yder omsorg for en.

Lad mig høre hvad I synes?!

Og her får I så – i mangel af bedre –  et billede af alle “mine” tre børn, inklusive Tulles bedsteveninde, fra i går hvor de havde sidste børnehave-legeaftale, men bestemt ikke sidste legeaftale.

curlingforældre

Dele?Share on FacebookShare on Google+Tweet about this on TwitterShare on LinkedIn

6 tanker om "Er vi curlingforældre virkelig så forfærdelige?"

  1. Jeg er så enig med dig, og jeg er også så mega-træt af, at der hele tiden er nogen, der skal fortælle os, at vi ikke gør det godt nok som forældre! Du har ret i, at vi gør det så godt, som vi kan. Og mon ikke, det er meget godt??
    Det er da i hvert fald lige til at blive en meget usikker forælder af, hele tiden at få at vide, at det man gør, ikke er i orden.
    Når jeg lige husker det, beder jeg den store om at tage sin tallerken ud, og der har endnu ikke været sure miner over det, så jeg tænker, at vi (prøver på, at) opdrage dem til stille og roligt at blive vant til at hjælpe lidt til. Men ikke sat i system overhovedet, når de ikke er ældre. Og jeg vil heller ikke love, at der kommer system, det gør der, hvis det passer ind i vores hverdag og familieliv – den tager vi til den tid 🙂
    Jeg kan måske synes, det bliver lidt for meget curling, når det er forældrene, der skriver jobansøgninger for unge mennesker, ringer til uni for deres (vel engentlig voksne) børn eller tager med til jobsamtaler, som man nogle gange hører om. Men det er vel et fåtal, og så skal alle andre, der ikke gør, vel ikke dunkes i hovedet med det!
    Nåh, lang smøre, som jeg ikke helt ved om giver mening, men jeg er glad for, at du tog det op, og nu spurgte du jo selv efter synspunkter 🙂

    1. Det lyder ret meget som samme tilgang vi har herhjemme til huslige pligter, Mette. Til gengæld går vi meget op i at tage hensyn, være søde ved andre, lytte og sige tak og den slags. Og det synes jeg da generelt at vores med-forældre ser ud til at klare meget godt. De børn jeg kender er da i hvert fald meget søde og hensynsfulde
      Og ja jeg kunne da heller ikke drømme om at skrive mine børns stil eller brokke mig til en arbejdsgiver hvis de blev fyret. Det tror jeg de færreste forældre ville. Så du har ret i, at det helt klart er den der generalisering om, at en hel forældregeneration gør det helt forkert, og at vores børn bliver helt forfærdelige, der irriterer mig…
      Jeg værdsætter i øvrigt din “lange smøre” kan du tro 🙂

  2. I diagnose Danmark skal forældrene selvfølgelig også have noget på sig, og det blev så curling. Om man er det eller ej, ved vi bedst selv, synes dog det er et fint fokus, se det som en mulighed for at kigge lidt indad, ikke som et angreb. Jeg kan ikke sige mig fri, men prøver at begrænse curleriet, tænker det er en god øvelse både for børn og forældre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*