leve i nuet

Vissen eller ej – Om at leve i nuet

Normalt sammenligner jeg ikke mig selv med afgrøder. Men det kunne jeg alligevel ikke helt lade være med, da vi i weekenden var til konfirmation, og konfirmandens morfar lavede præcis den sammenligning mellem de unge mennesker og altså afgrøder. Pointen var naturligvis at fortælle konfirmanden, at det er lige nu han blomstrer og springer ud i fuldt flor. Men jeg kunne ikke lade være med at tænke på mig selv? Hvis man er et lille korn, den dag man bli’r undfanget af sine forældre, og en lille bitte spire når man bliver født, hvad er jeg så nu som 32-årig? Blomstrer jeg stadig, eller er jeg allerede halvtør og vissen? Det har jeg tænkt en del på siden.

Især fordi der sker så mange af livets naturlige forandringer lige pt. i vores omgangskreds. Nogen bliver syge, nogen kommer ud for ulykker, mens andre er gravide, og børn bliver til små voksne. Og det hele går så filens hurtigt. Det har fået mig til at tænke lidt over livet og døden og alt det indimellem de sidste par dage. Det tror jeg er meget sundt engang imellem at gøre sig nogen refleksioner over. Det får i hvert fald mig til virkelig at værdsætte mit liv. For pokker hvor er jeg heldig, at jeg har en skøn familie, er sund og rask og lever en fredelig og sikker tilværelse.

Ungerne er så uendeligt skønne for tiden. Pyt med de ikke gider sove (når vi synes de skal). De er glade, raske, leger – trives. Jeg prøver virkelig at suge det hele til mig lige nu og nyde nuet. Jeg har desværre en tendens til at tænke fremad hele tiden. ”Ja vi har det godt nu, men det bli’r dæleme også dejligt, når Viktor ikke bruger ble mere/når de selv kan stå op om morgenen/når bare lige den der periode er overstået/når dit/dut og dat.” Det kender du sikkert godt.

Men jeg kan bare se hvor hurtigt det hele pludselig går – hvem trykkede i øvrigt på fast-forward knappen da jeg blev 25? Min store-lille Tulle starter i skole lige om lidt, og Viktor går i børnehave inden året er omme. Inden vi ser os om, er det jo fileme dem der skal konfirmeres.

Derfor gør jeg lidt ekstra ud af at nyde nuet, også de små ting, mens det står på. For eksempel da Viktor og jeg lavede boller sammen i søndags. Han malede dem med æg, jeg gjorde alt det andet. Men stadigvæk var han pavestolt. Eller som i morges, da Tulle og jeg cyklede til SFO’en, og sludrede hele vejen. Hun på sin lille racer, jeg på min. En tur på 2 kilometer hver vej hun i øvrigt tager flere gange om ugen nu. Seje tøs!

Min konklusion i forhold til den der blomst, er i øvrigt at jeg stadig står i fuldt flor. Der er lidt voldsom vind engang imellem og måske perioder med tørke. Måske er det alleryderste af mine kanter måske endda en lille smule visne. Men jeg vil nu mene, at jeg stadig står i en prægtig stand 😀

leve i nuet

Dele?Share on FacebookShare on Google+Tweet about this on TwitterShare on LinkedIn

En tanke om "Vissen eller ej – Om at leve i nuet"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*