Vores weekend: Halløj i lufthavnen, bondegårdsbesøg og alt-mulig-dag

Så fløj den weekend da også lige afsted, hva?! Vi har NYDT at farmand er kommet hjem, selvom vi faktisk har haft fuldt program hele weekenden.

Fredag aften hentede vi papa i lufthavnen efter hans uge i New York – kun fire timer forsinket. Om jeg dog begriber hvorfor de skal gøre skiltning, parkering osv. derude så fandens komplekst! Jeg kan godt være den pænt forvirrede type, når jeg bevæger mig ud på ukendt terræn. Og det var det altså at navigere hen til terminal 3, hvor opsamlingen skulle finde sted, i en skude af en stationcar.

Jeg ser et skilt med “Terminal 3” pil den vej og drejer ind der, hvorefter jeg bliver ledt ned i en parkeringskælder, som jeg ikke helt kunne komme ud af igen. Jeg bandede og svovlede, mens ungerne krøb sammen på hver deres sæd og lille V  pev: “Mig er bange”. I guder! Nå men vi kom op igen og ind i den rigtige kø der førte op til den overjordiske del af terminal 3, og der kunne farmand hoppe på.

Hjem kom vi, og glæden ville ingen ende tage, da J havde gaver med hjem. Til Viktor (+ en lille gul bus, som vi ikke kunne vriste ud af hænderne på lillemanden):

Til Tulle:

Og der var sørme også en sort Nike kasket til mig! Sådan en har jeg ønsket mig længe til dårlige hårdage, så jeg er muy glad. Men mest af alt glad for at J kom hjem til os igen. Han har været savnet.

Lørdag morgen stod vi op og daffede til fødselsdag på Fyn. Det foregik på en vaskeægte bondegård, så ungerne var i den syvende himmel (og det var jeg også, da jeg så kagebordet):

 

Jeg har desværre hverken fået taget billeder af høns eller grise eller traktorer. Men de var der, og ungerne fik en tur i sidstnævnte hvilket vakte vild begejstring! Sikke en dag…

Og så skulle man da tro ungerne var helt færdige efter sådan en dag, hvor de har stæset rundt udenfor og leget HELE dagen, ikke? Jo Viktor var, men Tulle… Hun holdt sig vågen hele vejen tilbage til København, og da vi kom hjem 21.30 godt smadrede, kunne vi så gå i gang med at putte hende. OH MY GOD, så sov dog kvindemenneske! Det gjorde hun så ved 22-tiden… Skøre skid.

Søndag nåede vi virkelig mange forskellige ting. Vi startede i haven, og jeg (faktisk var det Tulle der opdagede det) konstaterede også, at en af mine kaktusser havde fået en stor smuk blomst. Søndag aften var den helt vissen. Tænk hvis vi havde misset at den blomstrede når det kun varede et døgn! Se lige hvor smuk:

Vi nåede også at spise friture-frokost på Flyvergrillen:

Vi så Copenhagen Marathon løbere komme i mål på Islands Brygge. Desværre missede vi ham vi kom for at se og heppe i mål, men vi fik da sagt tillykke bagefter, og det var bedre end ingenting. Tulle synes det var skidesjovt, at heppe på dem der løb forbi i øvrigt. Sikke en fest! Fik sgu selv helt lyst til at løbe marathon, men helt ærligt – kommer ALDRIG til at kunne løbe 42 kilometer. ALDRIG!

Senere smuttede vi forbi dejlige venner (dem der blev gift) og sludrede, mens ungerne legede, inden vi kørte hjem og grillede.

What a day, and what a weekend! Håber I nød jeres også. Hvor fedt er det i øvrigt lige, at ugen kun er tre dage lang – for vores vedkommende i hvert fald. Juhu!

 

Dele?Share on FacebookShare on Google+Tweet about this on TwitterShare on LinkedIn

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*