Weekenden der gik. (Lidt for) friske unger og fiskepinde.

Åh det har været en skøn weekend! Bortset fra at det #%/&¤# vejr har taget livet af de forårsblomster, som vi havde nået at købe og plante i krukker. Hvornår kommer det rigtige forår? Det her er i hvert fald helt klart det falske.

Men altså vi har alligevel lavet en masse dejlige ting. For eksempel…

Været i Tivoli og virkelig haft en fest! Ungerne har efterhånden nået en alder, hvor de begge kan prøve en masse ting. Vi var både i den gamle rutsjebane, ballongyngerne, Skærsilden og en hel masse mere, og vi kunne have blevet ved i timevis endnu, selvom vi allerede havde været der en 5-6 timer. Men vi skulle hjem og lave noget aftensmad og smide ungerne i seng…

Apropos, så har jeg endnu en gang konstateret, at vores unger er ualmindeligt vanskelige, når det kommer til søvn. Vi kan stadig ikke få dem i seng før engang efter 20, og nærmere tættere på 21 de fleste aftener. Og det gør unægteligt vores aften-voksen-tid noget kortere. Selv efter sådan en hel tivolidag, hvor lille V kun havde sovet 20 minutter til middag, tog det over en time at putte ham! Det var heldigvis – uheldigvis for hende – mormor, der fik den puttetjans. Hun har nemlig også været her hele weekenden.

Fået nye havemøbler leveret og samlet dem. Altså det gjorde J og min mor, mens jeg pilede rundt efter banditterne. Og de er ret pæne! Møblerne altså. Til gengæld har Jysk glemt at sende hynderne med. Flot.

Været ude og bruge en helvedes masse knaster på henholdsvis ny autostol til V og skoletaske til O. Skoletasken vil farfar og farmor dog heldigvis sponsorere. (De er fileme da dyre sådan nogen! Så tak for det). Og stolen fik jeg krejlet ned til næsten en tredjedel af prisen i Babysam. Jeg fik et tip om, at de prismatcher, hvis man kan finde den samme vare i en dansk (net)butik billigere. Så jeg fandt stolen til 1780 online, mod de 2500 den stod til i Babysam. Og fik den så også til den pris i Babysam. Ha! Tip hermed videregivet.

Tulle valgte i øvrigt den her taske, som var et glimrende valg. De der trolde kunne jeg godt have undværet, men jeg er trods alt glad for at der ikke er Frost eller Lego Friends på. Og nu er det jo hende der skal gå med den, ikke mig. Hun var i øvrigt i himlen og har haft den på HELE eftermiddagen.

Spist liiiiidt mere sukker end jeg havde planlagt jeg ville. Men det er dæleme da svært at holde sig kørende en hel dag uden med de to krudtugler, der bare kører på fra 6.30 til 20.30. Til gengæld har jeg så købt chips og dip som vi skal NU. Altså når V sover, for jeg kan stadig høre ham synge inde i sengen, Og der er da ikke sukker i chips, vel? Men slank bliver man jo selvfølgelig ikke.

Forberedt mig mentalt på, at jeg skal være græsenke det meste af næste uge. Gisp, jeg bliver helt træt ved tanken. Fryseren er heldigvis fyldt med frikadeller, fiskepinde og supper, så jeg kan lave nem aftensmad til banditterne.

Nå, god søndag aften derude! Husk i øvrigt, at DR allerede har skudt gang i sæson 4 af Skam. Yay!

Dele?Share on FacebookShare on Google+Tweet about this on TwitterShare on LinkedIn

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*